Det er ikke nogen hemmelighed at 2022, som nu er ved at være slut, ikke har været det år mange af os ønskede os efter en Corona tid. Og der er mange indikationer på at det heller ikke lige lysner i horisonten når vi hopper ind i 2023.
Men jeg påtager mig nu alligevel opgaven med at pege på at overskrifterne jo sjældent leder efter det positive, og hvis vi nu ser lidt længere tilbage end de seneste par år, kommer vi jo fra en meget lang periode, hvor det stort set kun er gået en vej – fremad, og hvor den store udfordring for virksomhederne primært har været at kunne få adgang til arbejdskraft. Den udfordring er der såmænd endnu, den har blot fået følgeskab af indtil flere benævnte kriser, hvoraf vi jo som virksomheder mest mærker inflationen som rammer meget bredt.
Men husk at kriser, uanset hvor belastende de er, er en af forudsætningerne for forandring. Hvis alt bare kører, er der lavt incitament for at ændre på tingene, hvorimod det er når det rigtig blæser, at vi skal have fat i roret og rebe sejlene. Gentænke både måden vi gør det på og også det vi gør.
Der bliver med andre ord brug for ledelse, viden og handlekraft. Det virksomheden jo startede med at leve af, men som tit kan glemmes i det vi kalder daglig drift.
Økonomien har det med at rette op på sig selv igen, ikke for alle, men i høj grad for de omstillingsparate, og vi kender mindst en af de helt store overskrifter i de kommende år. Det er “Klima og Miljø”. For uanset om vi synes om det eller ej, er det en kendsgerning, at der ER et meget stort pres på ressourcerne og at vi i mange år ikke lige havde emnerne øverst på dagsordenen.
Vi i Favrskov Erhverv, skal ikke kunne sige, præcist hvad det kommer til at betyde, men vil i det nye år fortsætte med at tilbyde vejledning og viden, som kan hjælpe jer videre med de udfordringer I måtte møde. Såvel på klimadagsordenen, som på udvikling af virksomheden generelt.
Det kan vi kun gennem vores mange gode samarbejdspartnere, og fordi I, virksomhederne, viser os tillid ved at inddrage os i opgaven. Tak til jer alle for det.
Det er håbet herfra at denne hilsen kan være med til at holde fokus på udvikling og minde om, at virksomhederne i Favrskovs succes, er vores mission.
Vi ønsker jer alle en rigtig god jul, og et godt 2023, hvor vores nytårsfortsæt er, at gøre det endnu bedre at drive virksomhed i Favrskov.
Venlig hilsen
Jørgen Schytter
Erhvervschef