LOKAL VIRKSOMHEDSCASE · VOKA INDUSTRI, HAMMEL

VOKA vil ikke vente på, at markedet vender

Af Maria Glibstrup efter samtale med Dan Graugaard-Jensen, direktør og medejer af VOKA Industri A/S

Dan Graugaard-Jensen fra VOKA Industri i Hammel

Nogle gange kan man vente på, at markedet vender. Andre gange må man selv gøre noget. 

Det sidste valgte VOKA Industri A/S, da virksomheden i begyndelsen af 2026 overtog Nicodan – en virksomhed, der producerer små eldrevne arbejdskøretøjer til blandt andet kirkegårde og boligforeninger. 

For VOKA er opkøbet en del af en større udvikling, hvor virksomheden bevæger sig videre fra sin oprindelse som karetmager- og karrosserivirksomhed mod en bredere industriforretning. 

Fra karrosseri til industri

VOKA har rødder i karetmagerfaget og karrosseriopbygning. Da brødrene Dan og Alf Graugaard-Jensen overtog virksomheden i 2004, var den allerede begyndt at bevæge sig mod metalindustrien. 

I dag arbejder VOKA med laserskæring, stansning, bukning og svejsning og leverer komponenter til blandt andet vindindustrien. Men virksomheden vil gerne have flere ben at stå på.

“Vi vil gerne brede os lidt ud, så det ikke kun er vindindustrien, vi leverer til.”

– Dan Graugaard-Jensen

Det ønske blev endnu mere aktuelt, da VOKA i foråret 2026 udvidede produktionen med endnu en laserskærer. Nu handler det så om at få mere arbejde ind til den nye maskine.

VOKA arbejder bl.a. med laserskæring, stansning, bukning og svejsning

Et marked med større udsving

Indretning af varebiler er fortsat en del af VOKAs forretning, men markedet har ændret sig, siden brødrene overtog virksomheden i 2004. I dag er der flere udbydere, og efterspørgslen kan svinge. En ordre på 12-15 varebiler kan give en travl periode, men derefter kan der gå flere år, før den samme kunde skal have nye biler. 

“Vi kan vente på, at der ikke er mere at lave, eller vi kan gøre noget. Vi har valgt det sidste, da muligheden for at købe Nicodan opstod.”

– Dan Graugaard-Jensen

Et opkøb, der passer ind

Produktion af Nicodan-køretøj hos VOKA Industri

Komponenter til Nicodan-køretøjerne bliver produceret hos VOKA i Hammel

På papiret er det en ny branche for VOKA. Produktionsmæssigt er der til gengæld en tydelig sammenhæng. Nicodan-køretøjerne bliver nemlig bygget af stålplader, som skal laserskæres, bukkes og svejses – netop de kompetencer og produktionsmuligheder, VOKA allerede har. Samtidig kan medarbejdere fra bilindretningen i perioder med mindre aktivitet være med til at samle de nye køretøjer. Dermed kan VOKA bruge både eksisterende kompetencer og kapacitet i den nye del af forretningen.

“Vi synes, det var interessant og passer godt ind i vores produktion.”

– Dan Graugaard-Jensen

VOKA overtog Nicodan med virkning fra 1. januar 2026. I de første måneder fortsatte produktionen af Nicodan-køretøjerne på virksomhedens hidtidige adresse, inden den i foråret blev flyttet til VOKA i Hammel. 

Nu er arbejdet med at få de to virksomheder integreret for alvor i gang – både i produktionen og i de systemer, der styrer blandt andet lager og indkøb.

VOKA ser flere muligheder i Nicodan

Opkøbet giver samtidig VOKA mulighed for at komme ind på markeder, virksomheden ikke tidligere har arbejdet med. Nicodan har allerede haft eksport til Sverige og Tyskland, og VOKA ser muligheder for at bruge køretøjerne til flere formål end i dag.

“Vi kan se anvendelse for dem mange andre steder. Det kan fx være til intern transport, hvor de er superanvendelige.”

– Dan Graugaard-Jensen

Et eksempel er større byggepladser, hvor de små eldrevne køretøjer kan bruges til at transportere materialer rundt. Salget og eksporten står Dan Danielsen, partner i Nicodan, for, så VOKA kan koncentrere sig om produktionen.

Nicodan producerer små eldrevne arbejdskøretøjer, som nu bliver bygget hos VOKA i Hammel

VOKA-Gruppen vokser

Nicodan er ikke det eneste eksempel på, hvordan VOKA udvikler nye forretninger med udgangspunkt i sin produktion. Virksomheden står også bag MobileWork, som udvikler og sælger holdere til pc’er og tablets i varebiler. VOKA producerer komponenterne, mens MobileWork står for salget. Samme model bruges nu med Nicodan. 

Det er en udvikling, der i stigende grad har fået virksomheden til at tale om “VOKA-Gruppen”. Grundstenen er stadig VOKA Industri. Men rundt om produktionen bygges salgsselskaber og nye forretningsområder op. 

VOKA-GRUPPEN

Fælles produktion. Flere forretningsmuligheder. 

Produktion af metalkomponenter

Holdere til pc’er og tablets i varebiler

Eldrevne arbejdskøretøjer

Udviklingen fortsætter

Der er fortsat flere ting at arbejde videre med. Nicodan skal integreres i VOKA. Den nye laserskærer skal have mere at lave. Og VOKA fortsætter arbejdet med at udvikle virksomheden og finde nye markeder. 

Fra karetmageri og karrosseri til metalbearbejdning, varebilsindretning og eldrevne arbejdskøretøjer. 

VOKA har ikke lagt sin historie bag sig. De har brugt den som afsæt for at finde ud af, hvad der skal komme fremover.