Angel Maskinfabrik i Hadsten har netop udgivet deres første ESG-rapport – og det er en glædelig nyhed, ikke kun for dem selv, men også for os, der har haft fornøjelsen af at følge processen på tættere hold.
Rapporten er resultatet af et strategisk fokus på bæredygtighed og ansvarlig virksomhedsledelse – og samtidig et konkret bevis på, hvad der kan komme ud af de kompetenceforløb, som Favrskov Erhverv stiller til rådighed i samarbejde med Favrskov Kommune. Angel Maskinfabrik deltog nemlig i et ESG-forløb faciliteret af Torben Rohde Consulting i Hinnerup, som én af 20 virksomheder, der fik tildelt et forløb. Alle pladser blev hurtigt besat – og tilbagemeldingerne har været meget positive.
Selvom rapportens indhold og indsats udelukkende er Angel Maskinfabriks fortjeneste, er det fantastisk at se, hvordan en fælles indsats skaber konkrete resultater. Det giver mening for os som erhvervsforening at være med til at muliggøre den slags samarbejder for lokale virksomheder.
En virksomhed med ansvar i rygraden
Angel Maskinfabrik har eksisteret siden 1947 og er en moderne maskinfabrik med speciale i CNC-bearbejdning, småserieproduktion og specialløsninger. ESG-rapporten er deres første af sin slags og dækker regnskabsåret 1. juli 2023 – 30. juni 2024. Den er udarbejdet i samarbejde med Torben Rohde Consulting og følger i videst muligt omfang principperne fra GHG-protokollen og den frivillige VSME-standard.
Rapporten viser bl.a., hvordan virksomheden har reduceret CO₂-aftrykket gennem investeringer i energieffektivisering, LED-belysning, grøn strøm, affaldssortering og brug af grøn stål. Derudover er der et stærkt fokus på arbejdsmiljø, trivsel og ordentlige arbejdsforhold – og ikke mindst gennemsigtighed og ansvarlig ledelse.
Se rapporten her:
Angel Maskinfabriks ESG-rapport (PDF)
Også relevant for andre virksomheder
Selvom den såkaldte Omnibus-undtagelse har fået nogle SMV’er til at udskyde deres ESG-arbejde, er behovet for dokumentation og grøn retning ikke forsvundet. Som Torben Rohde formulerer det:
“ESG-data bliver fortsat efterspurgt – og det er en fordel at være i gang, inden kravene kommer. ESG er ikke kun rapportering, men et strategisk redskab til at styrke forretningen.”
Hvis du selv er blevet inspireret og overvejer at komme i gang med ESG-arbejdet i din virksomhed, er du altid velkommen til at tage fat i os hos Favrskov Erhverv.
Vi hjælper gerne med at pege dig i retning af relevante tilskudsmuligheder og den rette rådgivning, så du kan komme godt fra start – uanset hvor langt du er i processen.
