Værktøjskassen: Få styr på SEO

Hvordan bliver din virksomhed fundet på nettet - af kunder og af AI?

Du har sikkert hørt om SEO. Men ved du, om din virksomhed faktisk bliver fundet, når dine kunder søger efter det, du tilbyder?

Mange mindre virksomheder har en hjemmeside, men ikke overblik over, hvordan den klarer sig i søgeresultaterne. Og med de nye AI-drevne søgemaskiner er det vigtigere end nogensinde at have orden i sit digitale penalhus – for der findes ikke længere nogen side 2 at gemme sig på.

I denne udgave af Værktøjskassen får vi besøg af John Nielsen fra OnlineSynlighed.dk, som gør SEO konkret og forståeligt – også selvom du ikke er teknisk anlagt.

John giver dig konkrete idéer til, hvordan du kan:

  • finde ud af, hvad dine kunder faktisk søger efter
  • gøre din Google Business Profile til dit digitale butiksskilt
  • skrive indhold på din hjemmeside, der besvarer dine kunders spørgsmål
  • bruge gratis værktøjer til at tjekke, hvordan din hjemmeside klarer sig
  • forstå, hvorfor godt SEO-arbejde også gør dig synlig for de nye AI-søgemaskiner

Der er fokus på praktiske eksempler og ting, du selv kan gå hjem og gøre – uanset om du har en stor hjemmeside eller bare en enkelt side.

Og så løfter John sløret for, hvad “GEO” er, og hvorfor du allerede er godt på vej, hvis du har styr på det basale.

Vi starter kl. 7:45 med rundstykker. Kl. 8:00 går John på med sit oplæg, der varer cirka 45 minutter, hvorefter der er tid til snak og sparring med John og de andre deltagere.

OnlineSynlighed.dk er et digitalt bureau, der hjælper virksomheder med at blive fundet af de rigtige kunder gennem bl.a. SEO, annoncering og en stærk online tilstedeværelse. De arbejder med både strategi og eksekvering – og har særligt fokus på at gøre SEO forståeligt og anvendeligt i praksis.

Værktøjskassen – lær de værktøjer, der gør din hverdag lettere

Værktøjskassen er en serie korte morgenmøder for dig, der gerne vil blive klogere på de praktiske værktøjer, som kan styrke din virksomhed og gøre hverdagen lidt nemmere. Emnerne spænder bredt – fra det visuelle og kommunikative til det strategiske og tekniske.

Her får du hands on viden og undervisning i emner, du kan bruge direkte i din egen forretning – uanset om du er iværksætter, soloselvstændig eller leder af en mindre virksomhed.


Deltagelse kræver medlemskab af Favrskov Erhverv – man kan som iværksætter med et CVR-nr. på under 3 år deltage gratis til et af værktøjskasse-møderne. 

Hver session varer ca. 45-60 minutter, efterfulgt af sparring og dialog med de andre deltagere og oplægsholderen.

Formålet er, at du går derfra med konkrete redskaber, nye idéer og inspiration – og et fællesskab af andre, der også vil udvikle sig og lære nyt.

 

Er du ikke medlem endnu?

Så er du stadig velkommen til at deltage en enkelt gang og få en fornemmelse af, hvad Værktøjskassen kan give dig. Herefter vil vi meget gerne tage en uforpligtende snak med dig om, hvordan Favrskov Erhverv bedst kan understøtte dine behov og hvilke medlemskaber vi tilbyder.

Dato & lokation

Tilmeld dig

For alle medlemmer