3 områder, der kan gøre din brainstorm skarpere
Introvert og ekstrovert
Husk at, som i så mange andre sammenhænge, vil der være forskel på, hvordan introverte og ekstroverte har det med at byde ind på en brainstorm.
For at undgå at halvdelen af deltagerne ikke smider om sig med forslag og input, så aftal på forhånd af der laves en individuel brainstorm først. Hver deltager udvælger sine bedste ideer og derefter idéudvikles der, på det der er kommet frem. Lad evt. mødeleder/værten læse ideerne op, så de er anonymiseret. Det kan også give noget jf. næste punkt om flodheste.
En flodhest overtager showet
En flodhest (HIPPO: Highest Paid Persons Opinion) er en senior medarbejder, en leder eller ejer. En der har mere erfaring og autoritet (på området eller i virksomheden) hvis forslag til en brainstorm kommer til at præge de resterende deltageres forslag og kreativitet.
Lad derfor jeres ”flodheste” komme med ideer og forslag til sidst, og bed dem evt. også om at holde sig tilbage med kommentarerne om de andre inputs til den indledende brainstorm er ovre. På den måde kan det hjælpe med at de gode ideer eller ideer der inspirerer til andre forslag kommer op på tavlen og ikke skydes ned eller slet ikke sendes afsted.
For selvom ”flodhest” Anders eller Jette mener at øget fokus på Paid Media er vejen frem, så er det ærgerligt, hvis resten af forslagene, bare er variationer af det samme forslag.
Må og kan man tøjle en storm?
Det er en god idé at huske sig selv på, hvad formålet med brainstormen er. Skal den være idegenererende, eller skal den løse et specifikt problem? Oftest vil det i en virksomhed være det sidste, løsningen på et specifikt problem.
Selvom, kreativiteten gerne skal blomstre og ideerne flyve, så kan der også i grupper og når brainstormen er på højeste m/s, være en tendens til, at ideer der ikke er realistiske og som er ”for vilde” overtager eller tager fokus fra de ideer der er gode og som det giver mening at bruge tid på at udvikle på.
Det skyldes blandt andet, at man i grupper ikke ønsker at være den, der skyder ideer ned, opfattes som siddende med nej-hatten på og at man i gruppen kan komme til at hype ideer, der måske ikke er dem med mest potentiale i.
Derfor kan det være en god ide at ”filtrere” eller opsætte regler (som de ovenstående) for brainstormen. Man kan også overveje om det evt vil give bedre ideer og forslag at lave en online anonymiseret version, evt. live hvor mødelederen samler op og sender til afstemning.
Om I er til whiteboard og multifarvede tørre whiteboardmarkers eller den knap så sociale, online og anonyme, men måske mere givende version eller et mix, er op til dig.
Pointerne er dog værd at tage med, så flodheste ikke ender at få et kollektivt jo tak, den går vi med, til oksehalesuppe i kaffeautomaten, når de fleste hellere ville have latte og kakao, men det aldrig rigtig kom frem under brainstormen.
Læs evt. mere om gruppebeslutning og brainstorms effekt i denne rapport fra den engelske forskningsenhed BIT. Se side 32 og frem: BIT-Behavioural-Government-Report-2018.pdf